Kirkegårdens historie

Store Magleby Kirke ligger, som næsten alle landsbykirker, omgivet af sin kirkegård, og sådan har den altid ligget, selvom kirkegården i tidens løb er blevet udvidet og omlagt.
Intet andet sted kan fortælle om et lokalsamfunds historie som kirkegården. Her er sognets indbyggere gennem århundreder stedt til hvile. Gravstedernes og monumenternes udformning fortæller om skiftende tiders smag og luner og om sociale og økonomiske skel. De ofte righoldige inskriptioner beretter om menneskeskæbner, hvad sognets befolkning har levet af og om mange særlige kendetegn ved netop dette sogn.
Store Magleby kirkegård er ingen undtagelse. Her kan vi se de særprægede navne, både fornavne og slægtsnavne, som stadig lever herude – en arv fra de nederlandske indvandrere. Nærmest ved kirken ligger de mere velstillede, medens de ”mindre fine” husmænd og håndværkere samt borgere fra Dragør måtte tage til takke med gravpladser længere væk.
Den del af kirkegården, der ligger nord for kirken, har endnu bevaret meget af den gamle kirkegårds præg, hvor gravene har ligget som en kompakt masse uden opdeling af gange. Særdeles iøjnefaldende er de grave, som har tilknytning til de store gårde i byen. På vejen op til kirkens indgang ligger de side om side, og taler, med deres markante monumenter og solide støbejernsgitre, deres tydelige sprog om velstand og selvfølelse.
Det kan være spændende at følge udviklingen, som afspejles af gravmonumenterne. 1700-tallets store ligsten ses samlet øst for kirken. Deres svært læselige mindeord giver omfattende og ganske detaillerede oplysninger om de afdøde og deres fortjenester her på jorden. Vore dages gravminder er ofte anderledes anonyme og siger kun noget for dem, der i forvejen ved besked.
Udviklingen, i form af ændrede begravelsesskikke og ændrede holdninger, sætter sig imidlertid ikke alene spor på de enkelte gravsteder, men også på kirkegården som sådan. Udviklingen mod den totale anonymitet er den anonyme urnehave, hvor det individuelle monument helt er væk, og hvor de efterladte end ikke ved, hvor den afdødes urne er nedsat. Den anonyme urnehave på Store Magleby Kirkegård blev indviet efter gudstjenesten Allehelgensdag i 1964, og samtidig afsløredes monumentet, udført af billedhuggeren Willie Wulff. Kort efter i januar 1966 blev en særlig afdeling til urnegrave taget i brug.
Den 12. december 2000 indviedes endnu en fællesgrav på kirkegården – i daglig tale kaldet ”jordbærbedet”, fordi bunddækket består af guldjordbær i stedet for det traditionelle græs. Der var opstået et ønske om en urnehave, som gav mulighed for at have en lille sten på, og dette ønske har vi kunnet opfylde med dette anlæg, hvor der kan sættes sten på en fjerdedel af urnegravpladserne. Til anlægget udførte billedhuggeren Joseph Salamon mindesmærket ”Livets Kilde”.
I slutningen af 1990’erne kunne vi se, at vi i løbet af få år ville få mangel på gravpladser, og menighedsrådet påbegyndte arbejdet med at få udvidet kirkegården. Resultatet af dette arbejde blev den ny kirkegård mod Møllegade med ca. 450 gravpladser. Den imponerende sten i fjerneste hjørne af den ny kirkegård blev under anlægningen fundet i jorden og har siden fået indgraveret sidste vers af Jakob Knudsens salme Se, nu stiger solen af havets skød, og fungerer nu som fællesmonument. Den ny kirkegård blev indviet Pinsedag den 15. maj 2005.

Se også:
Store Magleby Kirke's historie